DOM Bénédictine 40% alc.

Munkelikør – og med guds velsignelse Likøren, som mange forestiller sig som en sød avec kan sma­ge. Den har alt, hvad man forven­ter af en klasselikør: smuk brun farve med orangerøde reflekser, vidunder­lig kompleks sødme og underliggen­de urte- og kryddersmag. Nem at gå til, let at nyde – lige indtil eftersma­gen overtager indtrykket. For så bli­ver den også anderledes kompliceret end de senere billigere efterlignin­ger. Den får en skarp, stærk smag med bid, krydderierne træder frem som i en bjesk og den slutter med markant urt. Der er nemlig mange ligheder mel­lem Chartreuse og Benedictine. De er begge baseret på gamle opskrif­ter, de har begge munkehistorien i bagagen og de er derfor udviklet og sofisteret i aroma- og smagsindtryk over menneskealdre. Benediktinerordenens likør kommer til verden et besynderligt sted. I et vindblæst landskab ved den nord­vestfranske by Fecamp nord for Seinens udløb i Den engelske Kanal. Og når man smager de ædle dråber, slår tanken en, at hvis det var en bjesk, måtte den være lavet af Bispen på Børglum. Men opskriften er run­det af det centrale Euro­pas nye horisonter i 1400- og 1500-tallet. På det tidspunkt bringer opdagelses­rejsende som Vasco da Gama og Marco Polo hidtil ukendt viden hjem til hofferne i Venezia, Lissabon, Madrid og Paris. De havde besøgt Afrikas og Asiens fjerne egne og som konkret bevis lagde de tørrede planter og krydderier for regenternes fødder. Forbløffelsen blev afløst af mode blandt de velhavende. Nu kun­ne ingen af stand nyde måltider uden kardemomme, kanel eller vanille. Så da Benediktinermunken Ber­nardo Vincelli kommer fra Italien til Fecamp, kan han ikke nære sig for at eksperimentere med de nymodens ingredienser. Det bliver i 1510 til recepten for Benedictine-likøren og for at Vorherre ikke skal tage det ilde op, får den lige fornavnet D.O.M. Det står for “Deo Optimo Maximo” (til Gud den højeste, den almægtig­ste) . Benedectine er komponeret af 27 planter og krydderier, hvoraf to ­angelicarod og isop – oprindeligt blev hentet i området ved Fecamp. De øvrige kommer fra resten af Frankrigs botaniske have samt fra oversøiske steder. Således karde­momme fra Indien, te og kanel fra Sri Lanka, myrra fra Saudi Arabien, muskat og kryddernellike fra Comoro Islands og vanilje fra Madagaskar. Ved fremstillingen udtrækkes aro­ma og smagsstoffer ved forskellige udblødningsmetoder og der destille­res i separate portioner, som lagrer før de blandes sammen. Herefter føl­ger yderligere lagring, tilsætning af safran, honning og karamel før afsluttende lagring og filtrering. En proces der i alt tager mere end halv­andet år. For turisten på stedet er destilleri­bygningerne nok det mest fascine­rende: Et kransekageslot, der er som hentet ud af en Walt Disney-film, udført i en stilsikker forvirring af gotik og renæssance – og med guld over­alt. Likørproduktionen synes ikke at have forarmet Benediktinerordenen.